Noget for noget
Af Johs. Bertelsen, formand for Frivilligt Forum - 03.03.2010
Der er ikke tradition for, at større politiske udspil fra danske regeringer gør sig store tanker om civilsamfundets og det frivillige arbejdes betydning. Vi fylder ikke ret meget i politikernes og djøfernes bevidsthed, når der skal gøres beregninger over den fremtidige vækst og over, hvordan vi kan blive verdensmestre i alt lige fra skolebørn til sygehusvæsen.
Derfor er der grund til at kippe med flaget for regeringens nye politiske program :”Viden-vækst-velstand-velfærd”. Her har der faktisk sneget sig passager og initiativer om civilsamfundet og det frivillige arbejde ind. Regeringsprogrammet indledes således med bl.a. følgende formulering: ”Vores land er ikke designet ovenfra, men groet nedefra. De vigtigste spilleregler i vores samfund er ikke de love, politikerne vedtager, men de normer, som er vokset frem imellem os over generationer. De giver os både frihed og holder os sammen”. Dette er dog en cadeau til civilsamfundet, som vil noget. Selv politikerne er vokset ud af civilsamfundet.
Som punkt 7 i regeringsprogrammet hedder det, at ”Danmark skal være blandt de bedste til at skabe lige muligheder”. Som et af midlerne til at nå dette mål peger regeringen på en ”styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige sociale organisationer i det sociale arbejde”. Det hedder således,”at regeringen vil udarbejde en strategi for systematisk inddragelse af civilsamfundet og kvalificerede frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte personer og familier”. Der lægges op til, at det frivillige arbejde har store ressourcer, som skal bruges mere ”målrettet og offensivt”. Og endelig sættes der trumf på ved, at regeringen vil afsætte 100 mill. kr. i 2011 til ”en styrket inddragelse af frivillige organisationer”.
Umiddelbart er dette jo sød musik i de frivillige organisationers ører, men samtidig er der også grund til lige at stoppe op og overveje, hvad der nærmere ligger i udspillet. Selv om regeringsprogrammet hævder , at ”de vigtigste spilleregler ikke er de love, politikerne vedtager”, så har adskillige regeringsprogrammer dog lært os, at der i programmernes økonomiske udspil altid ligger en ”noget for noget” tænkning. Kravene til dokumentation er steget år for år, fordi politikerne vil vide, hvad de får for pengene.
Når der i regeringsprogrammet tales om, at vi i det frivillige arbejde har store ressourcer, som skal bruges mere målrettet og offensivt, må politikerne derfor gøre sig klart, at kravet om ”noget for noget” også gælder den anden vej. Det frivillige ressourcer lader sig ikke styre målrettet og offensivt, uden at civilsamfundet og den frivillige verden får stor indflydelse på målene. Dette bliver én af de store udfordringer i de kommende års velfærdspolitik at få samstemt de holdninger og normer, der gror nedefra, med den politik, der lægges ovenfra. Der er ingen tvivl om, at civilsamfundet i de kommende år vil komme til at spille en langt større rolle i den danske velfærdspolitik. Der er her der kan hentes ressourcer, når der mangler kræfter i det offenlige, og det er her, der kan hentes sammenhængskraft og bæredygtighed, når den overordnede politik skal implementeres lokalt socialt, sundhedsmæssigt og økologisk.
Men spørgsmålet er, om regeringen har gjort sig klart, at ”noget for noget” også gælder nedefra og op og ikke kun oppefra og ned.
Kommentarer
Skriv en kommentar
|
Søg
Tilmeld nyhedsbrev
Indtast dit navn og din email og modtag nyheder direkte i din indbakke.
Afmeld nyhedsbrev
|
Helle Hygum Espersen skrev:
Ja. Det er jo her at I i Frivilligt Forum har den vigtigeste opgave i årene frem: at præge den udvikling i en retning, der tilgodeser jeres interesser bedst - nedefra og op :-)